Book værkstedstid online

Jørgen Olsens lange liv med Ford

11-08-2016
Jørgen Olsen, Nørresøvej 14 B, Viborg, fylder i morgen, fredag den 5. august, 80 år.

Jørgen Olsen er født i Malt Sogn ved Vejen. Da han var to år, købte faderen gård ved Løvel. Her voksede han op og gik i Kistrup Skole. I 1953 kom han i lære hos Ford, A Philipsen Akts. i Vesterbrogade i Viborg, og teorien på teknisk skole blev lært i aftentimerne fire gange om ugen.

Soldatertiden startede i Aalborg og derefter sergent-skole på Bådsmandsgades Kaserne i København. Den dag, han startede som sergent hos Prinsens Livregiment, fejredes regimentets 300-års jubilæum, hvor Kong Frederik var til stede. Ud over de tre år med mange øvelser var han senere genindkaldt tre gange.

»I 1959 blev jeg ansat hos Philipsen, Ford, som sælger af traktorer og landbrugsmaskiner. Det var lige på det tidspunkt, hvor mekaniseringen i landbruget tog fart. Jeg fik flere hundrede heste i bytte. Mælkekuskene skiftede til traktorer, og nogle år senere skiftede mejerierne til lastbiler. Det var nogle fantastiske pionérår, hvor vi et år havde 1100 landmænd på kursus i traktor- og maskinpleje. I 1964 køber firmaet jord på Farvervej, hvortil flyttedes salg af traktorer, maskiner og lastbiler,« fortæller fødselaren på sit kontor i Jørgen Olsen A/S på Industrivej 16.

Den 1. januar 1970 starter Jørgen Olsen som selvstændig på Industrivej.

»Jeg overtog salg og service på traktorer og maskiner, på det tidspunkt også mejetærskere. Vi opførte en karakteristisk kuppelformet hal lige ved ringvejen. I 1987 afhændte jeg traktor- og maskindelen og overtog forhandlingen af Ford-biler i Viborg. Vi har gennem de knap 30 år siden udvidet forretningen i flere omgange, så vi i dag har 3200 kvadratmeter under tag. Samtidig er vi blevet forhandlere af Mazda-, Suzuki- og Hyundai- biler,« beretter han om virksomhedens positive udvikling gennem årene.

Jørgen Olsen understreger, at det ikke er hans værk alene.

»Det har været en fantastisk tid. Vi har haft utrolig mange lærlinge, hvoraf nogle er blevet selvstændige. At drive en så omfattende forretning er et teamwork med omkring 35 dygtige og loyale medarbejdere. Samtidig lavede jeg sammen med min søn, Gert Olsen, et glidende generationsskifte gennem en årrække. Det har betydet, at vi også har kunnet klare os igennem de mindre gode tider. Jeg glæder mig fortsat hver dag over, at jeg klokken otte kan sætte mig på min plads på kontoret og løse de daglige opgaver, og at firmaet har bevaret Jørgen Olsen-navnet på facaden. Samtidig vil jeg gerne udtrykke glæde over det gode kollegiale samarbejde de lokale forhandlere imellem,« som han med tilfredshed i stemmen udtrykker det.

Også i fritiden har Jørgen Olsen været en markant personlighed i Viborgs erhvervs- og politiske liv.

»Jeg var formand for Viborg Handelsstandsforening i en turbulent periode, da Sct. Mathias Marked blev opført. Gennem 15 år var jeg formand for Viborg Handelsskole. Jeg var en periode formand for automobilforhandlerne i Viborg og for Dansk Industri i Viborg og Ringkøbing amter. I 1998 blev jeg valgt til Viborg Byråd for partiet Venstre, en post jeg bestred gennem ni år. I alle årene var jeg næstformand i teknisk udvalg og den sidste periode formand for Energi Viborg i en spændende indkøringsfase. Jeg var i bestyrelser for Gudenåcentralen, Boligselskabet Viborg, i Beredskabskommissionen og VAFT, samt i repræsentantskabet for Naturgas Midt-Nord«.

Samtidig betoner han sit livslange medlemskab af partiet Venstre lige siden VU-ballerne i de unge dage.

Listen af hobbies er også omfattende. Lions Club Viborg har gennem 45 år nydt godt af hans gode hjerte. Gennem mange år har han delt julegaver ud på specialinstitutioner. Gennem en årrække lejede Lions et særtog, der hvert år på Grundlovsdag fragtede kørestolebrugere og andre handicappede til Tivoli Friheden i Aarhus, hvor de havde en dejlig oplevelse. Han er medlem af Viborg Skydeselskab.

Sommerhuset lå gennem mange år i Klitmøller. Fra han var 16 år har han haft jagttegn og været med i Viborg Gl. Jagtforening. Han har gennem årene med stor interesse fulgt Viborg FF på fodboldgrønsværen.

Jørgen Olsen har siden 1962 været gift med Ketty. De har to børn og fem børnebørn. Hele familien har ofte været på ferier sammen til Dubai og USA mange gange, men eksempelvis også Sydafrika. Han har også været på utallige rejser med Ford og har for år tilbage flere gange vundet salgskonkurrencer i Danmark for både traktorer og lastbiler.

Endelig har Jørgen Olsen en speciel forkærlighed for veteranbiler og motorcykler, som han omgås og kører med stor entusiasme. Han er medlem af Kongelig Dansk Automobilklub og lufter gerne sin Ford fra 1935, som er den eneste af sin årgang i Danmark. Et særligt kapitel er veteranmotorcykelløbet Skagen-København, som han hvert år i Kristi himmelfartsdagene har deltaget i 20 gange på sin BMW motorcykel. Derudover er der to faste motorcykelklubber.

»De halvgamle« kører ture hver tirsdag aften med op til 200 deltagere.

»De antikke og unikke« drikker hver torsdag formiddagskaffe sammen, inden maskinerne spinder derudad i den friske luft.

Her i forbindelse med 80-års fødselsdagen glæder Jørgen Olsen sig over et godt liv i Viborg med et meget stort netværk omkring sig. I hver uge kommer der folk forbi på kontoret, der enten selv har handlet køretøj, eller lige skal hilse fra forældre, der købte traktor eller bil for mange år tilbage.

Fødselsdagen fejres privat med indbudte gæster

Nyheder og events

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Jørgen Olsen A/S

Nyheder og events

Se nyheder fra Jørgen Olsen A/S