Book værkstedstid online

Fords flådechef udpeger fire tendenser i årets flådebilmarked

26-03-2019

Udviklingen på bilmarkedet går over stok og sten i disse år. Ford Danmarks flådechef kigger i krystalkuglen og udvælger fire tendenser, som enhver flådeansvarlig bør holde vågent øje med i 2019. Her gransker han blandt andet firmabilens betydning for medarbejderen, dieselbilernes comeback, tiltagende mobilitetsløsninger og ikke mindst de hypede elbiler.


Som flådechef hos Ford Danmark har Niels Holst efterhånden indhentet flere kilometer på tælleren, end han vil indrømme. Derfor undrer det heller ikke, at han altid har øjnene på tendensbolden i flådebilmarkedet. Især den teknologiske udvikling går hurtigt i disse år, hvor han fremhæver fire vigtige punkter for 2019: Firmabilens stigende betydning for medarbejderen, dieselmotorens frikendelse, store forventninger til elbilerne samt det voksende fokus på såkaldte mobility solutions.



”2019 markerer et vigtigt år – ikke kun for Ford, der fejrer 100 år i Danmark, men for bilbranchen generelt. Udviklingen går stærkt, og det er med at hægte sig på, hvis ikke man vil køres over. Med kåringen af Ford Focus til Årets Bil i Danmark 2019 har vi lagt os perfekt i svinget,” siger Niels Holst og tilføjer: ”Derudover glæder vi os selvfølgelig også til at lancere Mondeo Hybrid stationcar og nye versioner af Transit Custom, Kuga, Edge og ikke mindst Focus ST – foruden et par overraskelser, vi gemmer til senere på året.”


Han vurderer, at Årets Bil-sejren ikke alene vil sende flere privatkunder bag rattet i en Focus, men at vinderbilen også i stigende grad vil indtage markedet for firmabiler: ”Den nye Ford Focus er den bedste bil, Ford nogensinde har bygget. Og da behovene til privat- og firmabiler er blevet mere sammenfaldende, står Focus i 2019 som det perfekte valg til både private og erhvervsdrivende.”


1) Firmabilen er mere end bare en bil


En af de vigtige tendenser, som fortsat har betydning i markedet, er firmabilen som parameter for medarbejdertilfredshed:


”Bilen har fortsat stor betydning for forholdet mellem den ansatte og arbejdsgiveren. For 20 år siden var det en luksus bare at have firmabil. I dag ser vi til gengæld, at der stilles højere krav fra medarbejderne til sikkerhed, komfort og køreglæde,” fortæller Niels Holst. Han fremhæver, at særligt udstyr som førerassistanceteknologier som adaptiv fartkontrol, lædersæder, automatgear og ikke mindst god plads til alle er i høj kurs, når hele familien for eksempel sætter kursen mod skiløjperne om vinteren.


Også blandt varebilskunderne, der udgør størstedelen af Fords erhvervssalg, stilles der større krav til bekvemmelige og teknologisk avancerede varebiler. De er ikke længere blot rullende opbevaringsrum, men deciderede mobile kontorer.


”Særligt nu, hvor der er rift om håndværkerne, kan bilen have stor betydning for den enkelte håndværkers valg af arbejdsgiver. Man tilbringer trods alt mange timer i bilen hver dag – så selvfølgelig stiller man krav. Det sætter fokus på features som eksempelvis justerbar fartpilot, motor-/kabinevarmer, stemmestyring og parkeringssensor, som vi tilbyder i vores varebilssortiment.”


Den nyeste generation af Ford Transit Custom, der er den mest solgte varebil i Danmark, lander i 2019 med øget komfort, de nyeste teknologier, Fords SYNC 3-infotainment og muligheden for en plug-in-hybridvariant.



2) Benzinbiler må vige vejen for diesel og hybrid


Niels Holst forudser også, at firmabilen med den ellers lidt udskældte dieselmotor gør comeback i 2019.


”Med de nye tal fra WLTP (Worldwide Harmonised Light Vehicle Test Procedure, red.) vil mange virksomheder med benzinbiler igen kigge på dieselbilen, der med den seneste Euro 6,2-euronorm har lavere CO2-udledning end benzinudgaver og en virkelig fornuftig brændstoføkonomi,” fortæller han.


WLTP er erstatningen for EU’s nuværende NEDC (New European Driving Cycle), der siden 1970 har været standarden for, hvordan man tester og måler bilers CO2-udledning og brændstofforbrug. Skiftet i målemetoden forventes at medføre stigninger på mange bilers registrerede CO2-udledning og brændstofforbrug.


”Mange af de gamle NEDC-udregninger er lavet efter teoretiske og ideelle omstændigheder, hvorimod de kommende WLTP-vurderinger tager udgangspunkt i mere realistiske målinger, der bedre matcher bilernes reelle performance på vejene,” forklarer Niels Holst. Han vurderer, at der ikke går længe, før virksomheder bytter deres benzinbiler til diesel- eller hybridvarianter.



3) Mobility fremfor ejerskab


Også mobility-løsninger vinder fortsat terræn. Her vægtes typisk fleksibilitet fremfor eje. Det ses fx ved leasingløsninger, der tillader udskiftning af bilen afhængig af årstid, behov og lyst.


”Fremtiden byder i langt højere grad på transporttyper, der kan tilpasses efter den enkelte situation: Man kører cabriolet om sommeren og firhjulstrækker om vinteren med den krølle, at man ikke ejer nogen af delene.”


Sammenlignet med tidligere tider vil skiftet til en ny bil ikke være en lige så afgørende beslutning, da Niels Holst spår markante ændringer i ejerforholdene: ”I fremtiden ejer de færreste en bil, da forskellige former for mobilitetsløsninger vil dække vores transportbehov – det ser vi allerede med leasing. Snart låner man blot en bil i lokalområdet og kører den til villakvarteret, hvor en cykel venter til mellemdistancen, inden man løber den sidste del af vejen i et par løbesko, der er stillet frem til dig,” pointerer han med et smil.


”Det er måske lidt sat på spidsen. Men det er blandt de fundamentalt afgørende ting, vi allerede arbejder med i Fords eget mobility-program, der vil optimere flådestyring og driftsomkostninger som aldrig før i løbet af 2019.”


4) Elbilerne kommer – men ikke øjeblikkeligt


Et uundgåeligt punkt er de hypede elbiler. Her stiller Niels Holst sig en smule mere betænksom: ”Den store infrastruktur og videreudvikling af teknologien, som det kræver at have elbiler kørende i stor stil på vejene, ligger endnu et stykke ude i fremtiden. Men jeg er ikke i tvivl om, at den næste generation bliver opflasket med elbiler. På det punkt vil vi være frontløbere,” forsikrer han.


Selvom samfundsinteressen for elbiler er stor, kræver det ifølge flådechefen opsætning af mange flere ladepladser, end der findes i dag. Også opladningstiden på de enkelte modeller vil være afgørende, når fremtidens elbil skal vælges. Samtidig afhænger elbilernes skæbne i Danmark stadig meget af det politiske klima, der endnu ikke har taget endegyldig stilling til elbilernes afgifter i fremtiden.


”Ford står selvfølgelig klar, så snart de politiske rammer for elbilsmarkedet er sat. Vi arbejder på højtryk med elektrificeringen af vores modelprogram,” lyder det fra Niels Holst, der i samarbejde med Fords forhandlere planlægger at afholde arrangementer om hybrid- og elbiler. Her vil både indkøbere og virksomheder kunne få information om eCVT-gearkasser, opsamling af bremseenergi og andre teknologier, som fremtidens elbilsmarked gemmer på.


”Viljen hos virksomhederne er der. Det er bare et spørgsmål om, hvornår the tipping point indtræffer – hvornår elbilerne også bliver i stand til at konkurrere på prisen. Så vi er i fuldt sving hos Ford,” konkluderer han.

Nyheder og events

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Jørgen Olsen A/S

Nyheder og events

Se nyheder fra Jørgen Olsen A/S